Japan – november 2009
21. november 2009 – Japan…here we come!!
Kære alle.
Så er vi blot 5 timer fra afgang! 11 timers flyvning senere lander vi 4 piger i Tokyo.
Jeg glæder mig rigtig meget til at komme til Østen for første gang. Jeg mener også, at det bliver første tur til østen for Kizzie, men Lilian er rejsevant udi den del af verden…dog har hun vist heller ikke været i Japan før. Hvorvidt Ann har været i Japan, ved jeg ikke.
Der er meget få planer for denne tur. Ja, det er næsten om det plejer at være. Vi får se, hvad der sker. Dog har vi købt billetter til Kyoto. Vi suser med Shinkansen, højhastighedstoget, på tirsdag. Vi snupper 3 overnatninger i Kyoto, hvor jeg bl.a. gerne vil se en del paladser og selvfølgelig nogle af de mange “japanske haver”.
Den 26 er vi atter tilbage i kæmpe-byen.
D. 28 og 29 november skal jeg calle square dance, som jo er den egentlige grund til min tur. Dans begge dage fra kl. 10 til 16…8 tip á 13 min. pr. dag til mig. Det burde være til at holde ud! 🙂
Jeg håber på, at jeg nemt kan finde net-adgang…og så bliver rejsebrevene selvfølgelig skrevet…og lidt fotos lagt ind.
Kan I have det godt herhjemme
Kærlig hilsen
Lone …og sikkert også de 3 andre (Kizzie, Lilian og Ann)
22. november 2009 – Ankomst Tokyo
Vi mødtes som aftalt i Kastrup kl.13.30 og fik hurtigt checket ind. ( 18,5 kg bagage )
Sacha var chauffør for mig, så vi fik lige en sodavand inden vi sagde farvel. Det lykkedes heldigvis for mig at mødes med Tania, som ankom fra Bolivia-turen tilbage til Kastrup i dag kl. 14.40..gate C26…og vi var ved C29. Det var dejligt lige at få sagt hej til hende. Og hold da op, hvor har hun tabt sig! Flot flot!
11 timers flyvning…pyh ha, man får ondt i en vis legemsdel, men vi ankom i hel stand og 15 min før tid, i 12 graders varme og let regn.
Jeg havde fået en mail om, at vi ville blive hentet i lufthavnen, og da vi havde fået vores bagage og gik ud, blev vi mødt af 2 mennesker med hver et “Lone Blume” skilt.
Den ene var formanden for Japansk square dance, Wada-san og den anden var hans kone, Yomigo-san.
Det var dejligt, at de tog sig tid til at hente os, for vi ville vist have brugt betydelig mere tid på at finde det rigtige tog, end den tid vi brugte nu.
Turen ind til byen tog 1 time og vores hotel ligger lige ved siden af Nippori stationen, så det er nemt.
Fint hotel…med ryger-værelse! Men på værelset er der mega varmt..og man kan ikke åbne et vindue!
På vej ind til byen kører man fra landligt område til tæt, tæt bebyggelse. Det, jeg har set indtil nu er langt mere vestligt præget end jeg havde troet.
Wada-san bød på frokost i hotellets restaurant. Det var ikke nemt. Jeg skulle ikke have noget med ost og Ann kan ikke tåle nødder og skaldyr. Det tog det bedste af en halv time..med 3 forskellige tjenere..at få bestilt maden. Men så kom der sandelig også mad…og en kop velfortjent kaffe.
De 3 “indfødte” fik sig et godt grin over mit spæde forsøg på at spise med pinde. Øvelse gør mester, fik jeg at vide!
Yomigo tilbød at tage os på sightseeing imorgen og vi sagde pænt ja tak. Jeg glæder mig til at se lidt mere af det Japan, som jeg har i hovedet.
Vi gav dem et par gaver, som efter japansk skik, ikke bliver åbnet.
I kan se fotos af Wada-san og fruen..begge 67 år gamle!!!!!
Vi sagde tak for mad og på gensyn, hvorefter vi slentrede lidt rundt i de nærmeste gader.
Vi er alle godt trætte, men jeg tør ikke tage et hvil nu. Vil hellere gå tidligt i seng og håbe på, at jeg kan sove til imorgen tidlig.
Tv’et på værelset har 7 kanaler..de 3 viser sumo-brydning.
Det er en oplevelse at gå på toilettet her. Der er for det første varme i sæderne og dernæst er der en masse knapper til:
- lille skyl af mås
- stort skyl af mås
- stop skyl af mås
og ….ja…der er sikkert mere endnu, som jeg ikke har fundet ud af.
Indtil nu, har vi lært at sige flg. på japansk: Goddag, farvel, tak, ja og nej.
Imorgen kommer Yomigo med det hele på skrift til os.
Det var alt for nu
På genhør!
23. november 2009 – Tokyo dag 2
Til trods for, at vi vist alle var mega trætte efter den lange tur, så lykkedes det ikke at sove mere end små 3 timer for nogle og 2 timer for andre.
Kl 8 var vi på benene igen og klar til morgenmaden, som blev indtaget i hotellets restaurant.
Der var både japansk og vestlig mad..dvs alt fra rå fisk til røræg. Masser af mad og god kaffe.
Kl 10 blev vi hentet af Yomigo-san og Keiko-san. Keiko er en japansk caller (dame), som vi ikke havde hilst på igår.
Vi bevægede os ud i det flotte vejr. Skyfrit, sol og vel 16 graders varme.
Vi tog toget til Sensoji-templet og dertil hørende turist-fanger-butikker. Her kom vi i den rigtige Japan-stemning. Pagode-templer i fineste stand, Buddha’er og røgelse og det egentlige tempel, som desværre var under ombygning, hvilket betød, at vi ikke fik det af se.
Til gengæld fik vi set en lille ceremoni. En 7 års fødselsdags-ceremoni. Man fejrer børnene ved deres 3 og 7 års fødselsdag. Ikke nødvendigvis på dagen, men som i dette tilfælde i November, fordi vejret som regel er dejligt (pigen bliver 8 til marts 2010). Den næste ceremoni er først når pigen bliver 20, og dermed voksen. Fælles for ceremonierne er, at pigen er klædt i den traditionelle kimono, som iøvrigt er rigtig dyr, hvis den skal være i silke ( vi snakker mindst 5000 kr ).
Der hersker vist ingen tvivl om, hvem der er den fineste her !!
Vi bød pigerne på frokost på Denny’s!! Og nej, det var ikke amerikansk mad, men japansk.
Det smagte ganske dejligt. Igen lykkedes det mig at undgå sushi’en.
Dernæst atter med toget til Ginza distriktet, som er Tokyo’s dyreste og fineste sted at handle.
Jeg fandt en lille fin butik, der solgte rispapir..og til helt andre priser end i DK. Jeg købte flittigt ind; problemet var blot at vælge.
Videre til en anden papir butik, hvor vi købte noget specielt papir, hvorpå vi får “kaligraferet” (hvis det er et ord) vores navne.
Endnu en gang med toget til Nijubashi området, hvor vi spadserede forbi det gamle kejser palads og ned og tage billeder af den berømte bro, som jeg har glemt, hvad hedder.
Vi slentrede lidt rundt i parken og nød de store “bonzai-træer”.
Klokken var nu blevet 17.30 og vi var alle godt trætte i benene og vendte derfor snuden hjemad igen. Sagde pænt tak for i dag til “tøserne” og gik på hotellets restaurant for at få os en velfortjent kop kaffe.
I skrivende stund er klokken 21.00 og vi skal tidligt i seng. Imorgen kl 9 går turen mod Kyoto.
På genhør
24. november 2009 – Mod Kyoto
Mørke jakkesæt og et studie i høflighed.
I dag startede vi med at få pakket vores bagage sammen inden afgangen til Kyoto. Vi havde fået lov til at lade vores kufferter blive på Hotel Lungwood, hvilket er dejligt. Vi har kun vores dags-rygsæk med til Kyoto.
Tokyo er forbavsende stille. Det er utroligt, at en så stor by har så lidt larm. Det virker også som om, der er meget få biler. Måske er det fordi vi bor inde midt i centrum, hvor togsystemet bare virker optimalt, at der ikke findes så mange biler, men det virker rart.
Derudover kan jeg oplyse, at togene kører til tiden. Ikke noget med 2 min efter…nej, til tiden. Jeg har hørt et sted, at det er mindre end hvert 10. tog i Japan, der er forsinket. Og forsinket betyder alt over 30 sekunder. Det kunne DSB godt lære lidt af.
Efter morgenmaden gik vi til stationen. Vi havde aftalt at gå kl 9, for at have god tid til at finde vores tog…samt til at finde Shinkansen til Kyoto. Det viste sig at være lettere at finde ind og ud af Tokyo Station end vi havde forventet. Det betød, at vi måtte vente 1 time på toget.
Det er et studie at betragte japanerne. De er så høflige, at de er høflige en gang til. De bukker flere gange…bakker og bukker…og bukker igen. F.eksempel havde hotellet i aftes lavet en fejl med den ene værelses nøgle. Det blev undskyldt flere gange med dertil hørende buk.
Togkonduktøren starter med at bukke 2 gange når han har åbnet døren ind til vognen. Dernæst går han ind, siger noget på japansk, og bukker så igen 2 gange. Man får sågar også et lille buk og et “sank you vely mush” når han har klippet billetten. Når han har kontrolleret alle billetter i vognen bukker han igen inden han fortsætter ind i den næste vogn.
En ting man hurtigt får øje på er alle jakkesættene, og 8 ud af 10 er mørkeblå. Dertil kommer, at ca hver 10. japaner bærer maske over næse og mund. Det ser altså sjovt ud…ulasteligt jakkesæt med hvid maske.
På vej i Shinkansen til Kyoto (med en fart på 250 km/t) kigger vi selvfølgelig ud af vinduet. Igen er det slående, så få biler vi ser. Vi havde håbet, at se Mount Fuji i det fine vejr vi har. Desværre sad vi i den forkerte side af toget og desuden var toppen af bjerget viklet ind i skyer.
Man må ikke ryge på gaden i Japan. Til gengæld er der stillet store askebægre op på ca hver 600 m, så man behøver ikke gå helt kold. Man må, sjovt nok, gerne ryge på restauranterne og på hotellet.
Vi fandt uden stort besvær vores hotel, New Miako Hotel. Et stort og fint hotel.
Hurtig udpakning og tog straks på sightseeing til ToJi – templet, som er et stort buddhistisk tempel, inde midt i Kyoto by. Så snart man træder ind bag porten hersker der en fredfyldt stemning og en ubeskrivelig ro. Imponerende flot…dog kunne det være dejligt, at se dette sted når Kirsebærtræerne blomstrer. Det er også her man finder (vistnok) Japans største pagode.
Vi besøgte en irsk pub på hjemturen. Hyggelig stemning og vi fik en masse gode tip med på vejen.
Tilbage til hotellet for at tage en jakke på, hvorefter vi snuppede en taxa ud til Shoren In templet, der bød på den flotteste japanske vandringshave, oplyst med masser af lamper. Vi kunne også komme indenfor og måtte, for den første gang, smide skoene for at komme ind. De japanske “siv” måtter på gulvene og malerierne på væggene er ubeskriveligt flotte.
Kommende afsnit er forbudt for mindre børn!
På et tidspunkt talte vi om te-ceremonier, og Ann (vores svenske med-rejsende) kunne oplyse os om, at hun vidste lidt om det. Hun fortalte malende, at det vist var noget med, at man drejer skålen et antal gange, hvorefter man tager 3 klunker! Hvad tager man??? 3 klunker gentager Ann….hmmm…siger jeg, det har jeg aldrig hørt. Måske er det kun 2 ??? Jeg skifter til engelsk,…og nu går det op for mig, at 3 klunker er det samme som 3 “slurke”.
Det fik vi en del sjov ud af.
Tilbage på hotellet til lidt snak og et glas vin efter en fin dag.
26. november 2009 – Kyoto-Tokyo
Danskere med nylig indlært japansk høflighed.
Dette er dagen, hvor vi skal tilbage til Tokyo, igen med Shinkansen. Inden vi tager toget, går Kizzie og jeg ned i restauranten for at få lidt kaffe. Imens reflekterer vi lidt over gårsdagens hændelser.
Ved et af templerne, sad vi på et tidspunkt og røg en cigaret på et af de dertil indrettede steder. Her var bænke som vi kunne sidde på. Og det gjorde vi. På et tidspunkt kommer et gammelt ægtepar hen for at ryge, men da der ikke var mere end 1 ledig plads, rejser Kizzie sig hurtigt op, og med et lille buk viser hun, at de kan tage hendes plads. De 2 gamle, meget smilende mennesker, bukker som tak til Kizzie, ikke kun en eller 2 gange, men hele 5 buk, inden de sætter sig ned.
Op af tasken hiver de riskager i massevis…og dem skal vi have…og igen bukker de mange gange. Da vi er færdige med at ryge, rejser vi os op for at gå videre, men inden vi går, vender vi os mod dem med et: Arigatou Gozaimasu ( mange tak ) alt imens vi bukker 2 gange. Igen bukker de…og vi går derefter videre.
Japan er utrolig rent. Intet sted ser du skrald ligge og flyde. I starten undrede det os, at der var så rent, fordi man skal lede rigtigt længe for at finde en skraldespand. Men det er gået op for os, at japanerne suser rundt med hvide plastposer i tasken/lommen, og deri putter de eventuelt affald, som de så bærer rundt på, indtil de finder et sted at komme af med det. Man skal lige vende sig til det, men når nu det er sagt, så virker det jo ikke spor mærkeligt at rejse rundt med affaldet….det gør alle andre også.
Man udviser her en stor respekt for love og regler…og for andre mennesker. Man må ikke ryge på gaden i Japan..og jeg tror kun vi har set 3 gøre det..de 2 af dem var turister…og nej, det var ikke os!! De steder man må ryge, er der opstillet store “askebægre”…og dem bruger man. Ikke noget med at aske andre steder…ej heller slukke sin smøg på jorden.
Da vi igår skulle ryge en cigaret inden vi gik ind i “guldpavillonen”, blev vi “inviteret” til at ryge sammen med de lokale taxa-chauffører. De satte en lille spand med vand i til os, og viste os tydeligt, at asken også skulle i spanden. Joh, vi er ved at være gode til det japanske liv.
Vi fornemmer ( om det er rigtigt ved vi ikke) , at man er meget sikker her. Det virker ikke som om her er den store kriminalitet. Det er et dejligt land at rejse i. Vi har ingen skrupler over, at bevæge os rundt om aftenen i byens gader. Jeg ville heller ikke være nervøs for at gå rundt alene..det behøver jeg bare ikke gøre på denne tur
Jeg har modtaget en gave fra Keikos mand. Over 3000 nye square dance melodier…singing calls og hoedowns. Det var noget af en gave at få!!! Jeg glæder mig til at komme hjem og sortere i det. Han laver noget rigtig god musik…og det fede ved det er, at mange af hans numre findes i 3 forskellige tonearter. Det burde være muligt at finde 1 man kan bruge.
Turen til Tokyo forløb fint. Vi fik set mere af Fuji bjerget denne gang, men det er altså ikke nemt at fotografere med 250km/t…så derfor intet billede af det. Men flot var det, at se toppen, kridhvid.
Vi landede på Tokyo station kl 16.40 og tog straks videre til hotellet. Vi bor endnu engang på Lungwood. Checkede ind kl. 17.30.
Taxa-og buschaufførerne bærer hvide handsker, når de kører. Og flot uniform. Det ser meget fint ud.
Nå, tilbage til dagens kaffe i restauranten. Vi spørger om vi kan få et rygebord…ja, siger tjeneren, kl 10. Og kl er nu 09.50. Det er bare ok, siger vi, pyt med det..kaffen er vigtigst nu. Men til vores store glæde, bliver der, på slaget 10, sat et askebæger til os. Jo jo, der er sgu styr på tingene!
Kl. 12 checker vi alle 4 ud og bevæger os på souvenir-indkøb i Kyoto Tower. Her kan man købe en masse skidt og Lxxx for ingen penge…og det gør vi så! 🙂
I selve stationsbygningen, som er kæmpestor, købte vi alle 4 en kimono. Dog ikke i silke….men flotte bliver vi…Ann også i små tå-strømper og for små kinasko.
13.56 skal toget køre til Tokyo, men det er forsinket!!!!!!! 13.58 kører vi. Man fornemmer ikke, at man skyder en fart på 250km/timen. Ingen larm og ingen rystelser eller andet, der kan forstyrre ens søvn. Selv togpersonalet høres ikke. Stewardessen kommer listende med sin vogn. Man opdager hende først, når hun står lige ved siden af, med mindre man sover. Også hun bukker ærbødigt når hun kommer og går.
Vi kommer tilbage til hotellet uden problemer og får vores værelser..denne gang på 9. sal.
Senere i restauranten møder vi Buddy Weaver med datter.
Tidligt til ro idag….på genhør imorgen
27. november 2009 – Tilbage i Tokyo
Endnu en smukt-vejrs-dag i Japan.
Efter morgenmad tog vi bussen til et lille marked, hvor vi havde været tidligere på ugen. Vi skulle lige gøre de sidste seriøse indkøb inden weekenden.
Vi fik købt lidt mere “blandet gods” og havde en dejlig formiddag. På Starbucks, hvor vi nød en god kop kaffe.
Jeg valgte at tage tidligt tilbage til hotellet for at gøre mig klar til weekendens dans, alt imens de 3 andre piger blev i byen. Det viste sig senere, at min beslutning om at tage hjem var rigtig god… de andre har nu ikke flere YEN 🙂 ….og det har jeg…tra la la la
Pigerne kom tilbage ved 17 tiden og havde rigtigt hygget sig, som man jo gør, når man bruger penge! De fik frokost på MacD og kiggede på mennesker…
Vi er blevet helt skrappe til at køre med de lokale busser. Når man først har fanget systemet, så er det ganske enkelt. Problemet er blot, at læse på kortene (som KUN står med japanske tegn ).
Jeg spurgte chaufføren om dette var bussen til Asakusa…ja, sagde han. Så er det altså bare, at der er mindst 6 stoppesteder, der hedder noget med det…og så noget mere. Ved det syvende stoppested sagde han Asakusa Ei-Mas…eller noget i den retning..og vi blev pænt siddende…vi skulle jo til Asakusa…så gentog han det…blot endnu højere, som om han egentlig sagde…”Asakusa…så forstå det dog!!!!” Så steg vi ud…og jo, det var det rigtige stoppested!
Jeg havde møde med HiHat callers og organisationen af weekendens dans her til aften. Tim var netop ankommet kl 18.30…godt træt…og vores møde / middag var kl 19.
Middagen var…hmmm…ikke noget for mig. Sushi og noget de kaldte Foie Gras…og jeg ville egentlig hellere kalde det gåse-mos i gele og fedt…ævvv…jeg ville 10 gange hellere have spist med pigerne, som fik dejlig mad…
Vi er alle lidt møre, så det bliver tidligt i seng i aften….i morgen bliver en hård dag.
28. og 29. november 2009 – Dans i Tokyo
Hold da op….
Det må siges, at have været en hel utrolig oplevelse, at få lov til, at være en del af Hi Hat Jamborree i Tokyo. Det er stort set, som det var at calle square dance i de gode gamle dage i DK.
Allerførst skal nævnes, at mine medrejsende er blevet behandlet som mere end blot dansere. Der er i den grad blevet taget hånd om alt…og på intet tidspunkt er de blevet glemt. De er blevet anerkendt hver dag, fordi de er med i Japan…fordi de er “helt fra Europa”…fordi de kan lide Japan….og fordi………….
Lørdag
Lørdag besøgte ca 300 dansere os. Vi callede udelukkende Mainstream, fra kl 10 til kl 16. Danserne betalte, hvad der svarer til ca 160 kr for dansen. Største delen af danserne var plus dansere. Der var en kanon stemning fra start til slut og alle 300 dansere blev til den bitre ende.
Der findes, alene i Tokyo, ca 200 kvindelige callere, og det var åbenbart et hit, at jeg var der. Aldrig har jeg givet så mange autografer…skrevet på plader, cd’er og ja, selv på deres tøj! Vi har nærmest “stjerne-status” her. Flere af danserne havde små (og store) gaver med til mig. Og de kvindelige callere skulle alle fotograferes med os.
Jeg havde selvfølgelig taget nogle cd’er med til salg. Jeg valgte, at lægge alle frem allerede første dag. Inden kl. var blevet 10 var de første 20 væk. Kl 16 var der stort set ikke flere tilbage. Og jeg skulle skrive på dem alle! Det var helt vildt.
Buddy havde lavet en “caller-cd” ..dvs, at de nye pladeudgivelser ( hvoraf 2 er mine ) blev tilbudt callere i Tokyo inden de bliver sat til salg via USA. Buddy mente, at han var optimistisk da han medbragte 20 stk. Det havde han givetvis også været et hvilket som helst andet sted i verden, men her kunne han nemt have solgt 60 stk.
Midtvejs i arrangementet, bliver der afholdt en lille “ceremoni”. Wada-san, formanden for Tokyo SD, holder en tale…præsenterer os på scenen…og mine rejsefæller. Desuden nævner han, at vi ikke kun er her for at danse, men at vi har rejst rundt på egen hånd og at vi har været 3 dage i Kyoto. Det bevirker, at folk klapper og nikker anerkendende.
Efter dansen bliver vi alle budt på middag…Sushi og noget andet, der ligner grillspyd. Der bliver heller ikke sparet på drikkelsen…og de søde små japaner, bliver om muligt endnu mere smilende og overstrømmende.
En lang, men herlig dag.
Søndag
Efter al for lidt søvn står vi op til vores sidste dag i Tokyo. Plus dans på programmet. Alt er som igår…blot ca 30 dansere mere. Og 80% af danserne er Advanced eller challenge dansere. Og de danser HVERT tip. Ikke en eneste sur eller tvær mine..lutter glade dansere. Se dét er square dance!
Mine cd’er er udsolgt..og der tages nu imod ordrer. Postordre service Danmark-Japan.
Jeg kunne skrive side op og side ned om weekendens oplevelse…men det gør jeg ikke. Det skal opleves!
Endnu en middag..denne gang dog uden “tøserne”, som selv gerne ville blive på hotellet i aften. Vi var 10 personer, på en “rigtig” japansk restaurant, med små puder på gulvet. OG, skoene af inden man går ind! Uha…tænker jeg…jeg kommer da aldrig op derfra!! Så min overraskelse var stor, da det gik op for mig, at der var “hul i gulvet” til de skandinaviske ben.
Toiletbesøget endnu engang en oplevelse. Når man åbner døren ind til toilettet, er det første man ser 4 par “sutter”, så man ikke skal gå på strømpesokker på badeværelsesgulvet. Smart. Og så er der et par knapper mere på toilettet….gad vidst, hvad de var til??
Det var masser af mad..sushi, grillet fisk, salat, nogle spyd med “indvolde”, noget ubestemmeligt blæver i vand, oksebøf á la fondue ( blot på stegesten) og 2 ting mere, jeg ikke kan huske. Dertil vin og sake……det meste af maden smagte dejligt. Og jeg spiste for første gang hele måltidet med pinde. Til dessert fik vi is, og til stor morskab for japanerne, spiste jeg også det med pinde. De andre tog en ske!
Vi skal mødes imorgen tidlig kl 7 til morgenmad, hvorefter Wada-san og Yomigo-san vil følge os til toget, og 17 timer senere er vi tilbage i DK.
Tak for mange dejlige oplevelser….og på gensyn!!
